Sygdomme hos vildt

Jægere har risiko for at blive smittet med sygdomme fra vildtlevende dyr Derfor er det vigtigt, at jægeren har indsigt i hvilke tegn på
sygdom, man skal være opmærksom på, når vildt håndteres. Følgende afsnit introducerer grundlæggende fakta om udvalgte sygdomme og
parasitter. Viden om vildtet og en god hygiejne ved håndtering af vildt er den bedste vej til vildtkød af høj kvalitet.
I forbindelse med håndtering af vildt, ved aflivede eller dødfundne rovdyr bør almindelige retningslinjer for hygiejne følges. Brug af
engangshandsker kan anbefales, og hænderne skal vaskes omhyggeligt med vand og sæbe efter håndteringen.

Ræveskab

Ræveskab skyldes infektion med Sarcoptesscabiei, som er en lille mide (0,2-0,45 mm lang). Skabmiden graver gange i hudens øverste cellelag. Symptomerne kan variere meget, men er ofte forbundet med voldsom kløe og hudbetændelse. I angrebne hudområder ses mat pels, væske-udsvedning fra huden, fortykkelse og mørk misfarvning af huden. I alvorlige tilfælde kan ræven miste det meste af pelsen. Hudforandringer og kløe kan ses over hele kroppen, og efterhånden bliver ræven afmagret og dehydreret. Ubehandlet er sygdommen dødelig for ræv og hund. Smitte kan foregå ved direkte kontakt mellem dyr (sædvanligvis ræv) eller indirekte ved, at mider overlever i kortere eller længere tid på steder, som smittede dyr har haft kontakt med. Mange vildtlevende dyr kan smittes med skabmiden. Dyr med skab er ikke egnede som fødevarer. Husdyr, hunde og katte kan også smittes med skabmider. Katte får ikke altid tydelige symptomer. Hvis mennesker bliver smittet, har infektionen som regel et kort og mildt forløb.
Ræveskab har forårsaget voldsom dødelighed i danske rævebestande i hele landet, og har helt udryddet ræven på Bornholm. Sygdommen forekommer stadig lejlighedsvist hos ræve i Jylland og på Sjælland.
2.10. Ræv med udbredt hudbetændelse som følge af infektion med skabmider.

Hundesyge/hvalpesyge

Det er det samme morbillivirus, der er årsag til hvalpesyge hos farmmink, forskellige ildrlevende rovdyr (mår, ilder, grævling og andre) og hundesyge hos hundefamilien (for eksempel tamhund og mårhund). Virus er også meget tæt beslægtet med en anden gruppe af morbillivirus, der er årsag til sælvest hos sæler og andre havpattedyr. Smptomer på hvalpesyge/hundesyge kan %ære svære at genkende, da de ofte varierer Hos mink, ræv og hunde ses ofte flåd fra øjne og snude. Der kan også ses hævelse og skorpedannelse ved snude, øjne, ører og pote Hos nogle dyr angriber virus nervesystemer, hvilket medfører adfærdsforandringer. Det kan fx være ræve og grævlinger, der mister deres naturlige skyhed. Andre symptomer kan være krampeanfald. Vildtievende dyr mistænkt for hvalpesyge bør indsendes dl undersøgelse. Hvalpesyge/hundesyge kan være dødelig for husdyr og vildtievende rovdyr. Sygdommen er ikke farlig for mennesker. Jagthunde bør vaccineres regelmæssigt for at beskytte dem mod hundesyge.

Rævens dværgbændelorm

Rævens dværgbændelorm er en parasit, som har ræv eller mårhund som hovedvært. Hunde og katte kan fungere som alternativ hovedvært. I hovedværten udvikles parasitten til en meget lille bændelorm. Ormen producerer æg, som udskilles med hovedværtens afføring og indtages af gnavere, som herefter fungerer som mellemvært for parasitten. I gnaveren udvikles et larvestadium. En ny hovedvært kan smittes ved at æde en inficeret gnaver. Parasitten forekommer i store dele af Europa herunder Danmark og Sverige, men er hyppigst forekommende i Mellemeuropa. Undersøgelser gennem de seneste år tyder på, at forekomsten er stigende i flere lande. Mennesker er en alternativ mellemvært. Når mennesker inficeres, udvikles parasitblærer i lever og andre organer. Hos mennesker kan infektionen være fatal. Sygdomsforløbet tager 10-15 år. Sygdom hos mennesker forekommer meget sjældent, selv i områder hvor parasitten er meget udbredt hos ræve (for eksempel Schweiz). Smittede ræve og hunde viser ingen symptomer på infektionen. Det kræver en laboratorieundersøgelse at påvise infektionen.

211. Ræv med øjenbetændelse og lun gebetændelse som følge afinfektion med morbillivirus. Ofte kon ændret adfærd og eventuelt øjenbetændelse være de eneste tegn på infektion med hvalpesyge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2.12. Synlige svælgbremselarver i svælget hos rådyr.

Svælgbremselarver

Svælgbremser er en almindeligt forekommende parasit hos rådyr i hele landet. Selvom rådyrets svælgbremser er ubehagelige at se på, er de i
reglen ikke et alvorligt problem for dyret, og de inficerer ikke mennesker. Infektion med svælgbremser påvirker ikke kødkvaliteten
medmindre, de har været årsag til sekundære problemer som lungebetændelse. Voksne svælgbremsehunner afsætter larver på rådyrets næse. Larverne kravler ind i næseborene, hvor de gennemgår flere udviklingsstadier. Når larverne i 3. larvestadie er fuldt udviklede, slipper de deres tag i værtsdyret og lader sig hoste ud på jorden, hvor de borer sig ned og forpupper sig. Efter 3-6 uger klækker puppen, og det voksne insekt flyver ud.
Oftest opdager man først svælgbremselarverne i dyrets svælg og næsehule i forbindelse med bukkejagten, når kraniet åbnes, og opsatsen fjernes. I forbindelse med opbrækning kan man i nogle tilfælde finde svælgbremselarverne i mundhule og luftrør.
Normalt er der ingen synlige symptomer på svælgbremselarver. I nogle tilfælde kan ses fnysen og hoste hos angrebne dyr. I ganske sjældne
tilfælde forekommer rådyr, hvor larverne er havnet i lungerne, og det kan være forbundet med alvorlig lungebetændelse.

Pelslus

Pelslus forårsager pletvist hårtab hos rådyr. Selve pelslusen er lille og vanskelig at få øje på, men den kan forårsage omfattende hårtab på
ører, hals og sider og hudbetændelse. Symptomerne kan i nogle tilfælde ligne skab hos ræv. Hårtabet sker som følge af, at dyret klør sig
voldsomt og knækker hårene af. Ofte ser det ud som om, hårene er blevet klippet. Pelslus forårsager hudproblemer hos rådyr sidst på vinteren og i forårsmånederne. Alvorlige infektioner ses som regel hos dyr, der er svækkede på grund af alder eller sygdom og i områder, hvor rådyrbestanden er tæt.

2.13. øre fra et rådyr med pels/us. Hud forandrin gerne kan let
forveksles med skab.

 

 

 

 

2.14. Lille afmagret rådyr med pels/us. På grund afinfektion med pelslus ser hårla get på rå dyret ud som om, det er mølædt eller klippet, især i de områder, hvor rådyret kan nå at klø med klovene på bagbenene (på sider, kinder og ører).

Massiv infektion med parasitter kan være tegn på immunsvækkelse eller sygdom, og bør give anledning til nøje undersøgelse af slagtekroppen for andre sygdomstegn. Pelslus kan ikke smitte til mennesker.

Flåter

Skovflåten (Ixodes ricinus) er en mide, der suger blod af fugle og pattedyr, herunder mennesker. Udviklingen fra æg til voksen flår tager
Ca. tre år. En hunflåt kan lægge 2000-4000 æg ad gangen. Larverne er Ca. ½ mm lange, og suger blod af små pattedyr og fugle – nogle gange af større dyr (herunder mennesker). Nymfer suger blod på pattedyr og fugle og i nogle tilfælde store pattedyr. De voksne hunner suger blod på større pattedyr som hare, rådyr og hund. Den mest kendte sygdom, der overføres med skovflåter, er borrelia (Lyme’s syge). Der forekommer andre flåtbårne sygdomme i Danmark, herunder TBE, der er en smitsom hjernebetændelse forårsaget af virus (TBEvirus), anaplasmose (ehrlichiose), som forårsages af bakterien Anaplasma phagocytophilum, og harepest eller tularæmi (infektion med bakterien Francisella tularensis) kan også overføres til mennesker gennem flåtbid. For at reducere risikoen for flåtbid i forbindelse med jagt eller anden
færdsel i naturen bør man anvende lange bukser, der dækker anklerne. Det er vigtigt at undersøge sig selv for flåter. Hvis du finder en flåt, som har bidt sig fast, skal du fjerne den hurtigst muligt for at mindske risikoen for smitteoverførsel. Kontakt din læge hvis der i
løbet af 3-4 uger efter flåtbiddet kommer rødt udslet, som breder sig omkring stikstedet, eller hvis du får symptomer som hævede lymfeknuder og feber. Man skal være opmærksom på, at der ikke altid ses hududslet ved borrelia.

Fugleinfluenza

Fugleinfluenza er en fuglesygdom, som forårsages af influenzavirus. Sygdommen er meget smitsom mellem fugle, og kan indimellem smitte
mennesker. Mildere (lavpatogene) varianter af virus findes naturligt blandt vilde fugle, især havfugle. Fjerkræ smittes med fugleinfluenza fra vildfugle. Mennesker kan blive smittet med fugleinfluenza, men det kræver tæt kontakt med inficerede
fugle. Symptomerne varierer afhængigt af mange forskellige faktorer som virustype, fugleart, fuglens alder, forekomst af andre sygdomme og
dyrenes omgivelser. I visse tilfælde har sygdommen et meget hurtigt forløb, og fuglene dør uden forudgående symptomer. I andre tilfælde ses
dårlig trivsel, blåfarvning af huden, nedsat ægproduktion og afmagring. Der kan også ses vejrtrækningsbesvær, kramper og diarré. Nogle fugle viser adfærdsforandringer, og mister orienteringsevnen på grund af hjernebetændelse. Ved mistanke om fugleinfluenza skal Fødevarestyrelsen kontaktes.